Rom drinks til alle lejligheder

Rom drinks er en perfekt måde at bringe smagen af Caribien ind i dine drinks. Med den rette blanding af rom og andre ingredienser kan du skabe lækre og forfriskende drinks, som du kan nyde til enhver lejlighed.

Fem nemme opskrifter på rom drinks

Rom er en spiritus, som har rødder i Caribien. Det er dog ikke kun på de caribiske strandbarer med udsigt til det gyldne sand og det blågrønne vand, at spiritussen er meget populær i drinksglassene.

Rommens unikke smag og alsidighed er en rigtig god måde at tilføje lidt ekstra sjov til dine drinks til din næste fest og til en hyggelig aften derhjemme på sofaen. Rom varierer i farve, smag, aroma og alsidighed. Og derfor kan du også lave mange forskellige drinks med spiritussen.

Prøv bare at lave de her fem nemme rom drinks. Opskrifterne giver dig alt lige fra den klassiske Mojito og den eksotiske Piña Colada til den krydrede Dark ’n’ Stormy. Alle fem opskrifter på rom drinks er:

  • Mojito
  • Strawberry Daiquiri
  • Rom og Cola
  • Piña Colada
  • Dark ’n’ Stormy

 

Læs mere om, hvordan du laver de forskellige drinks nedenfor.

Mojito – oplev smagen af Cuba

Tag en slurk af denne forfriskende Mojito, og lad dig drømme hen til en gylden cubansk strand med en brise af frisk mynte. Hvis du lukker øjnene, kan du næsten høre bølgerne og føle den varme sol på din hud. Vil du gerne lave din egen cubanske drink, kan du prøve at lave denne Mojito opskrift.

Ingredienser til én drink:

  • 5 cl. hvid rom
  • Friskpresset saft fra en halv lime
  • 6 cl. dansk vand
  • 1-2 tsk. sukker
  • Frisk mynte (ca. 8-10 blade)
  • Citronskive til pynt
  • Isterninger

 

Sådan laver du en Mojito trin for trin:

  • Start med at finde et glas, hvor du putter sukker og mynteblade i. Brug gerne en muddler eller en ske til at presse mynten mod sukkeret for at udtrække smagen
  • Pres derefter saften fra den halve lime, og hæld det ned i glasset
  • Hæld herefter rom i glasset, og rør det hele sammen
  • Put så en god håndfuld isterninger i glasset sammen med dansk vandet
  • Pynt til sidst med en citronskive og nogle mynteblade

 

Når det hele er kommet i drinken, er det bare om at nyde smagen af den klassiske, cubanske drink. Vil du gerne have, at drinken er mildere end opskriften her, kan du prøve at putte mindre mængder af ingredienserne i.

Strawberry Daiquiri – sød og forfriskende smag af jordbær

Strawberry Daiquiri er en forfriskende drink, der kombinerer jordbær, rom, limejuice og sukker i en blød og cremet konsistent. Serveret med isterninger og pyntet med friske jordbær og lime er den perfekt til at køle af med på en varm sommerdag eller en hvilken som helst anden dag året rundt i godt selskab. Prøv selv at lav din egen Strawberry Daiquiri efter denne opskrift.

Ingredienser til én drink:

  • 4 friske eller frosne jordbær (bruger du frosne, skal de tøes op først)
  • 5 cl. lys rom
  • 2 cl. frisk lime- eller citronsaft
  • 2 tsk. sukker
  • Isterninger
  • Jordbær og lime til pynt

 

Sådan laver du en Strawberry Daiquiri trin for trin:

  • Put jordbær og sukker i en blender, og blend indtil, det er pureret
  • Tilsæt rom, frisk lime- eller citronsaft og isterninger til blandingen, og blend, indtil det hele er godt blandet og har en glat og cremet konsistens
  • Hæld blandingen over i et glas
  • Pynt med friske jordbær og lime, hvis du vil have det

 

Ligesom andre drinks kan en Strawberry Daiquiri justeres efter dine personlige præferencer. Uanset hvor meget du putter i af ingredienserne, kan du se frem til en drink, som med sin søde smag af jordbær giver dig en pause fra hverdagen og associationer af sol og sommer.

Rom og Cola – enkelt men godt

Tænk, at noget så simpelt og enkelt som Rom og Cola kan smage så godt. Men den er god nok. Rom og Cola er en drink, som er nem og hurtig at lave – uanset om du nyder drinken på en solrig terrasse med vennerne og familien, eller du nyder den efter en lang dag derhjemme. Grib glasset, og nyd din Rom og Cola efter denne opskrift.

Ingredienser til én drink:

  • 4 cl. mørk rom
  • 10 cl. cola
  • Isterninger
  • Citron- eller limeskive til pynt

 

Sådan laver du en Rom og Cola trin for trin:

  • Start med at fylde et glas med en god håndfuld isterninger
  • Hæld herefter rom i glasset
  • Hæld så cola ned i glasset også
  • Rør forsigtigt ingredienserne sammen
  • Pynt med en citron- eller limeskive, hvis du gerne vil have det

 

Hvis du vil eksperimentere med smagen i din Rom og Cola, kan du prøve forskellige slags rom og cola. Og dermed kan du justere forholdene efter din personlige smag.

Piña Colada – sol og strand i et glas

Piña Colada minder dig om feriestemning, lange dage på stranden og tropiske øer med masser af eventyr med sin bløde og cremede tekstur og smagen af saftig ananas. Selvom drinken giver dig sommerlige associationer, kan du nyde den på hvilken som helst tid på året. Prøv selv at smag på denne forfriskende og tropiske Piña Colada opskrift.

Ingredienser til én drink:

  • 6 cl. lys rom
  • 12 cl. ananassaft- eller juice
  • 6 cl. kokosmælk
  • Isterninger
  • 1 skive ananas til pynt

 

Sådan laver du en Piña Colada trin for trin:

  • Put lys rom, ananassaft- eller juice, kokosmælk og isterninger i en blender, og blend det hele, indtil blandingen er glat og cremet
  • Hæld blandingen i et glas med lidt isterninger i
  • Pynt drinken med en skive ananas
  • Nyd den forfriskende Piña Colada

 

Vil du gerne have en endnu mere tropisk smag, kan du tilsætte en halv skive frisk ananas til blandingen i blenderen. Og du kan også justere forholdene af de andre ingredienser til din personlige smag.

Dark ’n’ Stormy – en krydret smags-storm

Blandt rom-elskere er Dark ’n’ Stormy en populær drink. Det er den på grund af drinkens kombination af sødme, krydderi og syre, som gør den til en kraftfuld smagsoplevelse. Dark ’n’ Stormy er den perfekte drink, som du kan nyde i mange sammenhænge f.eks. til en afslappende aften derhjemme eller til en fest med vennerne og familien. Lav din egen Dark ’n’ Stormy ud fra denne opskrift.

Ingredienser til én drink:

  • 4 cl. mørk rom
  • 8-10 cl. ginger beer (ingefær øl)
  • 1 cl. friskpresset limesaft
  • Isterninger
  • En skive lime til pynt

 

Sådan laver du en Dark ’n’ Stormy trin for trin:

  • Start med at fylde et glas med en god håndfuld isterninger
  • Hæld rom og friskpresset limesaft ned i glasset
  • Tilsæt så ginger beer i glasset
  • Pynt med en skive lime, hvis du gerne vil have det

 

Ved en Dark ’n’ Stormy kan du også prøve at eksperimentere med forskellige rom og ginger beer for at finde den perfekte smag, som du kan nyde i glasset.